“TÆNK Strøm” Forbrugerrådets initiativ

Blogindlæg af Casper Kjøller, 17. juni 2012. Se flere blogindlæg her…

Forbrugerrådet lancerede den 3. maj 2012 en kampagne for gruppekøb af strøm (TÆNK Strøm). Ønsket var at vise, at det kunne betale sig at købe strøm sammen i fællesskab og presse el-selskaberne til bedre priser. Forbrugerrådet lukkede for tilmeldinger til “Tænk Strøm” den 13. juni 2012.

(Opdatering: Efter dette blogindlæg blev skrevet har Forbrugerrådet, den 6. maj 2013, besluttet at genoptage Tænk Strøm. Men denne gang kun for forbrugere som samtidig betaler for medlemskab af Forbrugerrådet).

Kritikpunkter

Forbrugerrådets initiativ opnåede på kort tid meget omtale og cirka 15.000 tilmeldinger. Men der var også en del kritik af initiativet og især forløbet. Blandt andet blev Forbrugerrådet af jurister kritiseret for spam i deres markedsføring af “Tænk Strøm”.

Derudover var der kritik af, at Forbrugerrådet havde vildledende prisoplysninger i forbindelse med deres el-tilbud. Fejl sker ind imellem, men Forbrugerrådet rettede ikke pris-fejlen selvom blandt andet journalist Mogens Rubinstein fra DR gjorde Forbrugerrådet tydeligt opmærksom på problemet i et interview.

(Opdatering: Efter dette blogindlæg blev skrevet har Forbrugerombudsmanden irettesat Forbrugerrådet for vildledende abonnementspriser på el. Men de 15.000 “Tænk Strøm” tilmeldte er aldrig blevet informeret af Forbrugerrådet).

Ønsker vi et Forbrugerråd som er betalt af el-selskaberne?

Sammenslutninger for køb af el har fungeret med succes i mange år i Sverige. Også i Danmark eksisterede der en del initiativer, blandt andet SamEnergi, før Forbrugerrådet lancerede deres “Tænk Strøm”. Så hvorfor egentlig endnu en el-sammenslutning? Hvorfor henviser Forbrugerrådet ikke blot til de eksisterende initiativer såsom SamEnergi?

Måske var økonomi i virkeligheden en drivkraft for Forbrugerrådet, i det de forlangte 150 kr. hos el-selskaberne for hver kunde/medlem de kunne få via Tænk Strøm. Det kunne være forklaringen på den aggressive markedsføring af Tænk Strøm og den vildledende prisoplysning fra Forbrugerrådets side.

Efter min mening skal Forbrugerrådet først og fremmest være forbrugernes beskytter. De er jo netop finansieret af staten for at udfylde denne rolle. Derfor bør de ikke samtidig være betalt af el-selskaberne for at være en “attraktiv salgs- og markedsføringskanal” som Forbrugerrådet selv vælger at udtrykke det i deres henvendelse til el-selskaberne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *